Få seneste nyheder på mail - tilmeld nyhedsbrev







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rolf Norstrand død

Lagt online 12.04.10

Formand for Ejendomsforeningen Danmark, John R. Frederiksen, har skrevet mindeord om tidligere adm. direktør Rolf Norstrand, der netop er død:

Det var med stor sorg, at vi i Ejendomsforeningen Danmark modtog meddelelsen om, at vores adm.  direktør - indtil efteråret 2009 - Rolf Norstrand var afgået ved døden efter længere tids sygdom.Ejendoms- og finanssektoren har hermed mistet en markant personlighed og kapacitet.

For mig personligt har det været et stort privilegium at kende og arbejde sammen med Rolf Norstrand. Rolf havde en personlig integritet langt ud over det sædvanlige. Et meget regelret og troværdigt menneske er gået bort. Fagligt var Rolf ualmindelig dygtig, meget analytisk og velrespekteret i alle de relationer, han havde. Man kunne altid stole på, at havde man en aftale med Rolf, blev den overholdt til punkt og prikke.

Rolf var også en person, der rummede meget og havde et stort overskud som menneske. Han var meget positiv og mødte alle med et smil. Denne evne var også med til at hjælpe Rolf gennem hans svære sygdomsperiode. Heldigvis havde han også Gerda, sin hustru gennem mange år, ved sin side, og som sin store støtte, hvilket også gjorde, at Rolf kunne blive i sit hjem i langt det meste af sin sygdomsperiode og til sin alt for tidlige død.

Efter afslutningen af sin uddannelse som cand.polit. fra Københavns Universitet delte Rolf Norstrand sin karriere dels mellem forskning og uddannelse og dels topchefstillinger inden for økonomi, investeringer og fast ejendom.

Rolf Norstrand indledte sin forskningsmæssige karriere som en af de første i Danmark, der blev lic.polit. Emnet for licentiatstudiet var økonomisk styring. Herefter blev han lektor i finansvidenskab ved Københavns Universitet, hvor han underviste i mange forskellige fag blandt andet skattepolitik.               

Senere kom Rolf Norstrand til AKF Anvendt Kommunalforskning og var her i en årrække forskningsleder og forskningschef.

Herefter arbejdede han i 13 år på ledelsesniveau i ATP, til sidst som investeringsdirektør.  Her havde Rolf Norstrand blandt andet ansvaret for drift og investeringer i ATP’s voksende portefølje af erhvervsejendomme, som i Rolfs tid blev samlet i ATP Ejendomme A/S.

Gennem de mange økonomiske studier og observationer erfarede Rolf Norstrand, at de frie markeder giver det bedste samfundsmæssige resultat. Den erfaring drog vi nytte af, da han tiltrådte som administrerende direktør i Ejendomsforeningen Danmark i 2002. Ejendomsforeningen Danmark er erhvervsorganisationen for ejere, udlejere og administratorer af fast ejendom.

Rolf Norstrand var med til at sikre, at Ejendomsforeningen Danmark i dag er en væsentlig kilde til data om ejendomsmarkedet. Det var også en af hans mærkesager, at foreningen fik en langt mere international profil.

Rolf Norstrand oparbejdede gennem alle årene et stort netværk inden for både den finansielle verden og ejendomssektoren. Fritiden bød på mange kulturelle oplevelser i både ind- og udland og Rolf Norstrand gæstede ofte operaer og balletter. Privat er han opvokset i Virum og her havde han også sin bopæl.

Rolf Norstrand valgte i 2009 at fratræde sin stilling som administrerende direktør i Ejendomsforeningen Danmark på grund af sin svære sygdom. Rolf Norstrand blev 63 år.

Vores tanker går til Rolfs efterladte, hans hustru Gerda, hans børn og børnebørn.

Æret være Rolf Norstrands minde.

Billede: Rolf Norstrand.

 

Til nyhedsoversigt



Udlejning af erhvervslokaler og salg af ejendomme
Annoncér dine ledige erhvervslokaler på Danmarks største uafhængige erhvervsudlejnings-portal

Find lejere til dine erhvervslokaler
1.000 nye virksomheder søger hver måned kontor, butik, klinik, lager osv. Kontakt dem direkte!

Kontorfællesskaber og kontorhoteller
Oversigt over kontorhoteller og kontorfællesskaber i hele Danmark – er du med på listen?

Udlejning og salg af bolig
Danmarks største åbne kartotek over personer der ønsker at leje eller købe bolig. 100% gratis udlejning!