Få seneste nyheder på mail - tilmeld nyhedsbrev







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bascon køber århusianske Metopos

Lagt online 09.09.10

Rådgivningsfirmaet Bascon har netop købt det århusianske firma Metopos – By og Landskabsdesign med 12 medarbejdere. Målet er at sætte turbo på en fælles vision om større sammenhæng mellem byggeri og by- og landskabsplanlægning og styrke Bascons rådgivning hele vejen fra idé til færdigt byggeri.

- For beboere og brugere hænger oplevelsen af et byggeri tæt sammen med rummet mellem bygningerne. Derfor skal man som rådgiver have en helhedsforståelse af sammenhængen mellem byggeri og byplanlægning, og det er denne helhedsforståelse, vi nu styrker markant med opkøbet af Metopos, siger adm. direktør Lars Svenningsen, Bascon.

Med opkøbet af Metopos bliver Bascon godt 110 medarbejdere på kontorerne i Århus og København. I forbindelse med opkøbet træder Metopos’ stiftere, byplanlæggerne Anne Mette Boye og Trine Skammelsen, ind i Bascons ledergruppe.

Metopos har på kun fem år skabt sig en førende position inden for by- og landskabsdesign i Danmark. Firmaet er netop af Børsen kåret som Gazellevirksomhed og har oplevet stabil vækst og gode resultater siden etableringen.

På referencelisten står blandt andet vision og strategi for omdannelsen af Østre Havn i Aalborg, midtbyplaner for Horsens og Herning samt masterplan og procesplan for den nye bydel Musicon i Roskilde. Netop den store erfaring med stadierne forud for byggeprocessen var central for opkøbet.

- I Bascon ønsker vi i endnu højere grad at tilbyde rådgivning hele vejen fra idé til færdigt byggeri, og her har Metopos nogle uvurderlige erfaringer inden for blandt andet behovsanalyse i idefasen. Sammen kan vi nu yde helhedsorienteret rådgivning om udvikling af det komplette fysiske miljø ved eksempelvis større byggerier, siger Lars Svenningsen.

I Metopos forklarer medstifter Trine Skammelsen, at opkøbet er en unik mulighed for at udvikle firmaets rådgivning i tæt samspil med Bascons rådgivere og dermed nedbryde siloerne mellem byplanlæggere og bygherrerådgivere.

- Branchen har generelt et stort potentiale for at nedbryde de siloer, som mange steder findes mellem byplanlægning og bygherrerådgivning. Der er store fordele for alle parter ved at tænke langt mere tværfagligt og helhedsorienteret, og det er disse fordele, vi høster ved at gå sammen med Bascon, siger Trine Skammelsen.

Som eksempel nævner Trine Skammelsen de danske midtbyer og havne, som mange kommuner gerne vil omdanne til levende og vitale bydele.

- Her er det helt centralt at kunne levere både visionære bud på udformningen af bygninger og byrum, at kvalificere de planlægningsmæssige strukturer, skabe gode rammer for livet i og mellem husene og sikre rentabilitet og soliditet i en ofte langvarig implementeringsfase. Her vil vi kunne favne hele projektet og processen” siger Trine Skammelsen.

Metopos’ medarbejdere flytter fysisk ind hos Bascon ved årsskiftet, og firmaet fortsætter under navnet ”Metopos – en del af Bascon”.

Parterne ønsker ikke at offentliggøre salgsprisen.

Metopos har blandt andet udarbejdet vision og strategi for omdannelsen af Østre Havn i Aalborg, handlingsplan og byrumløsninger for omdannelse af Herning Bymidte samt masterplan og procesplan for den nye bydel Musicon i Roskilde

Læs mere på www.bascon.dk

Billede: Bascon vandt for nylig rådgivningen på et forbrændingsanlæg tegnet af Erick van Egeerat til 1,3 milliarder kr. - en af de største opgaver i virksomhedens historie.


Til nyhedsoversigt



Udlejning af erhvervslokaler og salg af ejendomme
Annoncér dine ledige erhvervslokaler på Danmarks største uafhængige erhvervsudlejnings-portal

Find lejere til dine erhvervslokaler
1.000 nye virksomheder søger hver måned kontor, butik, klinik, lager osv. Kontakt dem direkte!

Kontorfællesskaber og kontorhoteller
Oversigt over kontorhoteller og kontorfællesskaber i hele Danmark – er du med på listen?

Udlejning og salg af bolig
Danmarks største åbne kartotek over personer der ønsker at leje eller købe bolig. 100% gratis udlejning!